Geologi
Havknudestenen er særdeles grovkornet med lakserøde mineralkorn af kalifeldspat korn op til 10 cm store. De fleste korn er dog mindre og en hel del af dem ser ud til at være trukket lange. De røde plamager svømmer i en grå matrix, der ved nærsyn opløser sig i glasklare korn og rødbrune korn. Sådan ser stenen ud på sin sydside, nederst, hvor bølgerne når op, og strandens rullende grus har glatslebet siden.
På nordsiden har overfladen form som trappetrin ned fra stenens flade ryg. Det bløde glimmermineral biotit ser ud til at ligge i sytrådtynde bånd, der adskiller de hårdere mineraler af feldspat og kvarts.
De meget store krystalkorn gør stenen til en pegmatit, og en mineralsammensætning domineret af feldspat og kvarts gør den til en granit. Det stedvist lagdelte udtryk giver mistanke om trykpåvirkning, og at Havknudestenen bør kaldes en gnejs. Men da lagdelingen kun optræder stedvist, og mineralerne ikke viser tegn på knusning og ensretning, ender klassifikationen på en granitisk pegmatit. De langtrukne mineraler skyldes givetvis bevægelser i magmaet tæt på størkningstidspunktet.
Havknudes klint består af moræneler afsat under isfremstød i sidste istid Weichsel-Istiden fra nordøst og siden fra øst. Havknudestenen stammer mest sandsynligt fra det sydsvenske grundfjeld.

Foto: Henrik J. Granat



.webp)


