Computermodeller af Indlandsisen er et vigtigt redskab, når forskere skal undersøge, hvordan isen vil reagere på fremtidens klima, og hvor meget den kan bidrage til stigende havniveau.
Men modellerne har en udfordring. Indlandsisen reagerer på klimaændringer over lange tidsskalaer, mens de direkte observationer af isens bevægelser kun går få årtier tilbage. Satellitmålinger af isens bevægelse og tykkelse findes fra slutningen af 1980'erne, men få årtiers observationer er kort tid, når modellerne skal bruges til beregninger, der strækker sig over århundreder.
Nu har forskere fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) fundet en måde at udvide det historiske grundlag, som modellerne kan testes op imod. De har for første gang brugt spor efter isbjerge på havbunden til at undersøge, hvor godt en model kan gengive en gletsjers forandringer mere end 100 år tilbage i tiden. Konkret har forskerne brugt sedimentkerner fra Sermilik Fjord i Østgrønland til at teste modellen mod Helheim Gletsjers forandringer gennem de seneste 127 år.
”Hvis vi skal bruge modeller til at sige noget om fremtiden, er det vigtigt at vide, om de også kan gengive de forandringer, vi ved er sket i fortiden. Problemet er, at vores direkte observationer kun dækker en lille del af den tidsskala, som Indlandsisen reagerer på,” siger Signe Hillerup Larsen, forsker ved GEUS og førsteforfatter på studiet.
Isbjerge efterlader spor på havbunden
Når en gletsjer bevæger sig hen over undergrunden, optager isen sand og andet materiale. Noget af materialet følger med, når isbjerge brækker af gletsjeren og driver ud i fjorden. Når isbjergene smelter, synker materialet ned på fjordbunden.
I studiet ser forskerne særligt på sand. Sandkornene er så store, at de ikke kan transporteres langt ud i fjorden med smeltevand. Sand på fjordbunden kan derfor stamme fra isbjerge, der har transporteret det med sig. Perioder med mere sand kan være tegn på øget produktion af isbjerge og dermed større istransport fra gletsjeren.
Ved at analysere mængden af dette såkaldte ice-rafted debris (IRD) i sedimentkerner fra Sermilik Fjord kan forskerne få et billede af, hvordan Helheim Gletsjers istransport har varieret gennem tiden. Sedimentkernerne rækker langt længere tilbage end de direkte satellitmålinger og giver dermed forskerne mulighed for at sammenholde modellerne med gletsjerens udvikling over en længere periode.


