De fleste tænker nok på Danmark som lidt af en flad pandekage. Og med rette! For med det højeste punkt 171 meter over havets overflade kommer vi helt sikkert aldrig til at lægge asfalt til en hidsig bjergetape i Tour de France.
Men mindre kan også gøre det. Kigger man nærmere på det danske landskab, opdager man nemlig hurtigt, at det faktisk har markante bakker og dale og en kyststrækning med høje skrænter – og de kendetegn kan skabe deres helt eget drama: landskred!
Fortidens og nutidens skred
Dette fascinerende og til tider farlige naturfænomen kigger vi nærmere på i det splinternye Geoviden, som lige er udkommet på print og online. Det uddeles til private abonnenter fra 1. juli, og i uge 33 lander det rundtomkring på landets gymnasiale uddannelser.
I det nye nummer kan du blive klogere på forskellige typer skred og få indblik i, hvordan og hvorfor forskere som blandt andre geolog Kristian Svennevig, geofysiker Line Meldgaard Madsen og ph.d.-studerende i geologi Marie Winther Svendsen undersøger både fortidens og nutidens skred.
Et af dem findes på Ærø, hvor en del af Voderup Klint viser os, hvordan et klassisk såkaldt rotationsskred kan se ud. Skreddet har formet landskabet som store, bløde ’trappetrin’, der hælder en smule indad mod land. I lavningerne dannes små søer, hvor dyre- og planteliv trives. Med sine 1,3 km er det landets længste landskred, og forskerne har geo-scannet områderne ud for klinten for at finde ud af, hvordan skreddet sætter sine spor ude på havbunden.
Gamle malerier hjælper til
Vi giver også et overblik over de metoder, som forskerne bruger til at undersøge landskred i Danmark. Det kan man nemlig gøre på rigtig mange måder, blandt andet ved hjælp af forskellige såkaldte TEM-metoder, ved at bruge flyfoto og satellitbilleder – og ikke mindst ved at se på gamle guldaldermalerier!
Sidst, men ikke mindst guider vi selvfølgelig også til, hvor i landet du selv kan opleve landskred (og hvilke forholdsregler du skal tage). Så skynd dig at tage et kig i magasinet – hvem ved, måske kan du spotte et aktivt eller forhistorisk landskred derude i sommerlandet?

