Tydelige spor efter to tsunamier
I studiet har forskerne taget prøver af sedimentet i fire vestgrønlandske søer, der ligger relativt tæt på Vaigatstrædets kyst.
I lange rør har de transporteret sedimentprøverne til Danmark, hvor forskere fra Globe Instituttet ved Københavns Universitet har hjulpet med at analysere dem.
I sedimentet fandt de tydelige spor efter to fjeldskredsudløste tsunamier, der har været 60-70 meter høje. Til sammenligning er Rundetårnet i København cirka 35 meter højt.
Fossiler, der blev skyllet ind i søerne med tsunamierne, indeholder ligesom al anden organisk materiale koncentrationer af den radioaktive kulstof-isotop C-14. Derfor har forskerne kunnet lave en såkaldt kulstof-14-datering, hvor de har regnet sig frem til fossilernes alder ved hjælp af den radioaktive isotops halveringstid.
Kulstof-14-dateringerne viser, at de to fjeldskredsudløste tsunamier højst sandsynligt skyllede ind over land for 7.600-7.300 år siden.
Vaigatstrædet er udsat
Vaigatstrædet i Vestgrønland er den dag i dag særligt udsat for fjeldskred, der kan udløse tsunamier. I november 2000 skyllede en stor bølge op i 3 meters højde ved bygden Saqqaq og ødelagde flere bygninger i den forladte kulminebygd Qullissat, fordi et stykke fjeld skred i vandet 40 kilometer derfra.
Men selv om de nutidige fjeldskred kan være store, er de forhistoriske i en helt anden skala: For nyligt offentliggjorde GEUS-forskere et andet studie, som viser, at et fjeldskred på hele 8,4 kubikkilometer for cirka 10.000 år siden udløste en 270 meter høj tsunami. En så høj bølge kan dække pillerne i Øresundsbroen, der rager cirka 204 meter op. Fjeldskredet, der udløste tsunamien, er det største, forskere kender til noget sted i verden. Læs også om opdagelsen på Videnskab.dk.
De to forhistoriske tsunamier, forskerne rapporterer om i det nye studie, var mange gange større end dem, der er blevet udløst af fjeldskred ved Vaigatstrædet i nyere tid. Forskerne regner sig frem til, at bølgerne var op til 66 meter og 70 meter høje.
Til sammenligning var den tsunami, der ramte Saqqaq i november 2000 ”kun” 3 meter høj.
Forskerne finder ingen spor i sedimentet efter den potentielt 270 meter høje tsunami, de for nyligt rapporterede om i et andet studie. Det skyldes formentlig, at en bølge af denne størrelse har spulet terrænet helt rent og ikke har aflejret noget, der kan bores frem med de brugte metoder.