De fleste råstoffer, der bliver anvendt i øjeblikket, hentes fra grusgrave på landjorden. Men den nye opgørelse viser, at den største del af de danske råstofressourcer befinder sig på havbunden: 80 procent af den samlede, brugbare mængde sand og grus er under vand.
Samtidig kommer kun 25 procent af de anvendte råstoffer fra havet, selv om der er potentiale for at udnytte den maritime ressource bedre:
- 5-7 procent af det danske havareal er udlagt til at hente råstoffer.
- Kun cirka 1 procent af havarealet bliver brugt.
De maritime ressourcer spiller ellers en vigtig rolle, fortæller Jørgen Overgaard Leth. Det skyldes, at grus, som er et grovkornet kvalitetsprodukt, der blandt andet bruges i beton, primært kommer fra havbunden. Men det er omkostningstungt at hente gruset op, og mange havne i nærheden af, hvor råstofferne skal bruges, har ikke kapacitet.
”Det kan påvirke CO2-regnskabet og transportudgifterne negativt at hente større mængder råstoffer fra bunden af havet. Det skyldes, at råstofferne primært skal bruges i byområder langt væk fra de indvindingsområder, der er i øjeblikket,” siger Jørgen Overgaard Leth.
Også på landjorden bliver de fleste råstoffer i dag indvundet fra grusgrave langt væk fra de store byer, hvor behovet er størst.
Da udgifterne til transport er relativt høje, kan det ikke betale sig at fragte dem fra en region til en anden. Derfor bliver råstofferne primært anvendt i nærheden af de grusgrave, de bliver hentet fra. Især i hovedstaden er forsyningen af råstoffer til bygge- og infrastrukturprojekter dermed usikker.
Det første samlede overblik
Rapporten fra GEUS er den første, der giver et samlet overblik over, hvilke råstoffer der i øjeblikket er til rådighed for indvinding på landjorden og i havet indenfor Danmarks grænser. Rapporten giver desuden for første gange et skøn over råstofressourcerne i de enkelte kommuner.
Hidtil har de fem danske regioner lavet deres egne opgørelser over mængden af råstoffer, der udvindes i grusgrave indenfor deres regionale grænser.
Men regionerne klassificerer råstofferne forskelligt, og langt fra alle regionale råstofdata er gemt digitalt. Samtidig bliver råstofressourcerne til lands og til havs opgjort forskelligt.
De forskellige opgørelsesmetoder og manglende digitale data har resulteret i, at det ikke er muligt at lave et fuldstændigt præcist overblik over de danske råstofressourcer.
”I vores rapport kan man få et groft, nationalt overblik over, hvor ressourcer af forskellige kvaliteter befinder sig, men tallene er behæftet med stor usikkerhed,” siger Jørgen Overgaard Leth og fortsætter:
”Fremadrettet er der behov for at opkvalificere opgørelsen med både de eksisterende og nye data fra alle graveområderne.”
Brug for en national database
Råstofbranchen, politikere og andre interessenter har i mange år efterspurgt et samlet overblik over, hvor råstofferne befinder sig, i hvor store mængder, og i hvilken kvalitet.
Sådan et nationalt overblik er en forudsætning for en bæredygtig råstofplanlægning og for forsyningssikkerheden.
I øjeblikket er der ikke et fælles registreringssystem. Regionerne varetager og registrerer råstoffer fra landjorden i deres egne systemer. Staten ejer og administrerer derimod havets råstoffer, der bliver registreret i GEUS’ marine råstofdatabase, MARTA.
Jørgen Overgaard Leth og de øvrige forfattere anbefaler, at der oprettes en dynamisk, national database, som giver et samlet overblik over mængden af råstofressourcer og deres kvaliteter både til lands og til havs. Det kan medvirke til at ressourcerne bliver udnyttet bedre.
I den forbindelse er det oplagt at bruge MARTA og den fællesoffentlige boringsdatabase, Jupiter, der allerede indeholder mange af de relevante data blandt andet om ressourcerne til havs, påpeger de.
