En million meter og cirka 7.000 huller har især udenlandske mineselskaber og forskere boret ned i den grønlandske undergrund siden starten af 1900-tallet.
Det afslører en ny kortlægning netop publiceret i tidsskriftet The Extractive Industries and Society.
Det er første gang boringerne i Grønlands undergrund bliver kortlagt i detaljer. Bag arbejdet står en gruppe tidligere og nuværende GEUS-forskere. I deres nye publikation fremlægger de en liste over, hvor, hvornår og hvor meget forskellige mineselskaber, olieselskaber og forskere historisk har boret efter blandt andet mineraler og olie.
”Kortlægningen er en forudsætning for at danne sig et overblik over undergrunden, og hvor der allerede er blevet boret. Det er meget dyrt og besværligt at bore i Grønland. Så det er meget værd at have styr på aktiviteterne, så man for eksempel ikke bruger penge på at bore de samme steder flere gange,” siger en af forfatterne, Jørgen Bojesen-Koefoed, der er chefkonsulent på GEUS.
Hidtil har der ikke været fuldt overblik over, hvor der er boret i Grønland, og hvad der er fundet, for der findes der ikke et tilgængeligt centralt register over aktiviteterne. I slutningen af 2022 blev det estimeret, at over halvdelen af boringerne mangler at blive placeret på kort. Desuden er en del borekerner formentlig ikke blevet bevaret, selv om de har stor forskningsmæssig værdi, fortæller Jørgen Bojesen-Koefoed.
Forskernes kort herunder er det første, som viser samtlige boringer, der er foretaget i Grønlands historie.

