I Danmark og globalt er omstillingen fra ’sort’ til ’grøn’ energi i fokus, men hvordan kan man konkret gå til værks for eksempelvis at nedbringe eller mitigere CO2-udledningen? GEUS har mange værktøjer og ekspertise på området, hvis undergrunden skal bringes i spil.
Den grønne omstilling er i fuld sving i Danmark og globalt, og geologiske undersøgelser af undergrunden er en vigtig brik i det enorme puslespil, der skal føre til et mere klimavenligt samfund med mindre CO2-udledning og mindre miljøbelastende varmekilder. Der er taget en politisk beslutning i Danmark om at satse på fangst og lagring af CO2, Carbon Capture and Storage (CCS), og samtidig skal der opsættes flere havvindmøller, så vi kan få mere bæredygtig elektricitet, og vores huse skal ikke opvarmes med fyr, men med jordvarme. Disse strategiske mål er GEUS med til at understøtte på flere måder.